OTC Tata, OTC Samorin og EC Coimbra.

I takt med at verden langsomt er begyndt at åbne op, er judo også begyndt at åbne mere op for internationale begivenheder igen. Dette betyder for mig, at jeg endelig har fået lov til at komme ud på internationale træningslejre igen med mulighed for nye sparringspartnere og en masse kamp træning. Derudover fik jeg også muligheden for at komme til et stævne igen, hvilket var min første mulighed for et stævne i 1,5 år.

Selvom det har været skønt at få lov til at komme ud og rejse igen, har det dog stadig ikke helt været den samme oplevelse som inden corona.

På de 2 træningslejre jeg har været på i henholdsvis Ungarn og Slovakiet har der været restriktioner der skulle følges. Allerede inden afrejse kunne man mærke situationen var anderledes. Man skulle sørge for at have 2 negative coronatests klar og udfylde en såkaldt ”declaration of honor” hvor man blandt andet skrev under på at man ikke havde været i nærkontakt med en der var testet positiv.

Ved ankomst til hotellet blev man testet stort set med det samme, hvorefter man kom i isolation på sit hotelværelse imellem 12-24 timer, hvor mad blev stillet ude foran døren til ens værelse. Da man havde fået sit prøvesvar måtte man endelig bryde isolationen og var dermed klar til træning. Under selve træningerne mærkede man ikke meget til corona, hvilket var virkelig rart. Her fik man til gengæld muligheden for at kæmpe mod en masse forskellige og fokusere på judo. Når der ikke var træning måtte man ikke forlade hotellets område og mundbind skulle bæres. Hver 2. dag blev der foretaget en hurtigtest for at sikre sig at alle stadig var negative. Selvom det ikke var den samme oplevelse som inden corona at være afsted, var det stadig virkelig rart at få lov at komme ud og rejse og kæmpe en masse randori og dermed få mere kamperfaring.

I Coimbra, Portugal var det en turnering. Retningslinjerne var stort set det samme som på træningslejrene, men det der især kunne mærkes var anderledes var på kampdagen. Her skulle man selvfølgelig også bære mundbind når man gik rundt, men også når man sad ned. Så efter en hård opvarmning hvor man fik godt med sved på panden blev man bedt om at tage sit mundbind på med det samme. Så forpustet og svedig skulle man tage sit mundbind på, hvilke jeg ikke følte var helt optimalt da det ikke er så rart at have et mundbind klæbet til ansigt da det så er svært at få noget friskt luft ind.

Op til jeg skulle på måtten og kæmpe min første kamp til et stævne i 1,5 år, kunne jeg godt mærke at nervøsiteten begyndte at komme, hvilket var en rar følelse endelig at få igen og jeg følte mig godt klar til at gå på måtten. Min kamp varede 2 minutter og det var en god kamp hvor jeg følte at jeg kunne følge godt med og også få lavet nogen gode angreb. Kampen endte dog desværre med at jeg blev modkastet, og dermed var jeg ude af turneringen, men jeg følte dog stadig at jeg gik derfra en erfaring rigere. Nu glæder jeg mig bare til at jeg kan komme ud til flere turneringer og dermed komme tilbage i den samme kampform jeg var i inden corona, og så jeg kan få en masse kamperfaring.